Hvad består Paleo kosten af?

Paleo kosten foreskriver, at du skal have masser af protein, som især findes I kød og fisk. Protein har flere funktioner i kroppen, blandt andet som byggesten til opbygning af cellerne og som enzymer, der katalyserer forskellige processer i kroppen, herunder fordøjelsen. Protein består af aminosyreforbindelser, der er sammensat på forskellige måder. De proteiner, vi indtager, bliver i de fleste tilfælde nedbrudt til aminosyre og anvendt eller sammensat på ny til det, kroppen har behov for.

Du skal også have masser af grøntsager. Grøntsager dækker over en bred gruppe af plantevækster både over og under jorden. Fælles for grøntsager er, at de generelt indeholder begrænsede mængder fedt og protein, men de er til gængæld gode kilder til vitaminer, mikronæringsstoffer og fibre, som kroppen har brug for. Og det er især det, du skal bruge grøntsagerne til.

Men der er forskel på grøntsager, for deres kulhydratindhold varierer en del. Grøntsager, der vokser nede i jorden, indeholder flere kulhydrater. Det skyldes, at væksten under jorden i bund og grund er en madpakke, som planten skal leve af det efterfølgende år, og at kulhydrat i en eller anden form er plantens foretrukne måde at lagre energi på. Kartofler indeholder derfor betragtelig mere kulhydrat end eksempelvis spinat. Af samme grund hører kartofler heller ikke til palæokosten.

Frugt er ligesom grøntsager rig på vitaminer, men hold lidt igen med de meget søde frugter, for de indeholder en masse sukker, som kan få energiniveauet til at svinge uhensigtsmæssigt. Det gælder især sydfrugter som banan, ananas og mango.

 

Kilde: Thomas Rode (Om Paleo kosten)

Back to top